Ved enden av en livsgjerning:

Malling-Hansens foredrag ved det nordiske lærermøtet i København i 1890

Det store nordiske lærermøtet i København 1890 - fra åpningshøytideligheten i Ridehuset. Tegning fra Illustreret Tidende

Den 30/6 eller 30/7 fikk Rasmus Malling-Hansen en beskjed fra skoledirektør Niels Bache om at hans foredrag var flyttet til tirsdag 5/8. På det samme kortet har RMH notert ned sitt svar, der han gjør oppmerksom på at han vil være opptatt hele dagen før med Jonstrup-jubileet, og derfor ikke kan holde foredrag den påfølgende dag. Og som vi vet ble hans foredrag holdt fredag 8/8. Copyright: Døvehistorisk Selskab

Høsten 1890 kom over 5000 lærere fra hele Norden til København for å delta på det 6. nordiske lærermøte. Det store innrykket av tilreisende lærere satte sitt tydelige preg på København disse tidlige augustdagene i 1890, og Det Kongelige Døvstummeinstituttet var en av de undervisningsinstitusjonene som kunne besøkes av deltagerne.

Rasmus Malling-Hansen var invitert til å holde et foredrag om døvstummeundervisningen i Danmark, og han holdt sitt foredrag i teatersalen på National, etter frokostpausen, fra 12-14 fredag den 8. august. Vi kjenner til to forskjellige referater av Malling-Hansens foredrag - et ganske kort et i tidsskriftet "Skoletidende" fra den 27. august, og et mere fyldig referat i arrangementskomiteens offiselle beretning fra møtet, utgitt i 1891.

Malling-Hansen var på denne tiden bare så vidt restituert etter et langt sykefravær p. g. a. hjerteproblemer, men han skriver i et brev til en av lærerne ved instituttet fra denne perioden, at han syntes han tålte påkjenningene godt. Læreren P. Petersen, skriver i "Mindeblade for Døvstumme" fra 1891 følgende om begivenheten:

"Medens vi var borte, medens vi hvilede os i vores Hjem, var der et stort Skolemøde herinde i Hovedstaden; det kaldte Malling-Hansen til Arbejde, og han blev ikke siddende hjemme. Han taalte Anstrengelserne bedre, end han selv havde troet. Han holdt Møder, holdt Foredrag og var med til Festerne. I et Brev til en af os Lærere skrev han derom: "Til min store Forbavselse er jeg kommen vel igjennem det Hele .... Det var en dejlig Tid. Jonstrup-Festen forløb fra først til sidst aldeles glimrende. Jeg selv og min Hustru kom først Hjem Kl. 1 om Natten."

Slik ble Det Kongelige Døvstummeinstituttet presentert i programmet

Noen sider fra programmet, som viser at Malling-Hansen skulle tale fra 12-14 i Nationals teatersal, fredag 8. august 1890

Her på National holdt Malling-Hansen sitt foredrag, 8. august 1890. Foto: Det Kongelige Bibliotek

Det har lyktes meg å finne i alt to referater fra Malling-Hansens foredrag ved skoemøtet i 1890 - et i Skoletidende lørdag 27. september 1890, og et i den offisielle rapporten fra møtet, som ble utgitt noe senere. De to referatene er ganske forskjellige, selv om de er fra det samme foredraget. Skoletidende bringer en ganske kort oppsummering av hovedpunktene, mens omtalen i den offisielle rapporten er fyldigere, og gir et langt rikere bilde av Malling-Hansens veltalenhet, hans humor og evne til å trekke frem dagligdagse episoder som gjorde foredraget meget levende for publikum. 

Det sjette nordiske Skolemøde.

Fredag – National.

Referat i Skoletidende, Lørdag 27de Septbr. 1890

     Efter Frokostpausen tog Forstanden  M a l l i n g – H a n s e n, København, Ordet med et Foredrag om  D ø v s t u m m e u n d e r v i s n i n g e n.

     Hva Ordet døvstum betød, troede alle at vide, og dog var det utrolig, hvor meget Uvidenhed der just herskede med Hensyn til dette Begreb. Antagelser, som at de døvstumme verken kunde høre eller se, at de manglede Ører osv. vare just ikke  ualmindelige. Døvstum kaldtes en person, der fordi han var født døv, ikke havde lært at tale. Men der gaves en anden, videre Definition, nemlig den, at døvstum var en Person, der paa Grund af daarlig Hørelse ikke kunde undervises i en almindelig Skole.

     Der gaves saavel egentlige som uegentlige døvstumme, idet der ved de siste forstodes saadanne, som havde Rester af Talestemme eller Høreevne. Denne sidste Gruppe var ikke saa lille. Den omfattede dem, der kunde høre de fleste Vokaler og enkelte Konsonanter. De egentlige døvstumme have enten slet ingen Tale- og Høreevne, eller havde den i forsvindende Grad. En tredje Gruppe udgjordes af de svakt begavede døvstumme, hvis Aandsevner vare defekte, og en fjerde af rent idiotiske Børn, med hvilke Døvstummeundervisningen intet havde at gøre.

     I det samme Institut var det til stor Skade for Undervisningens Fremgang at optage saavel egentlige som uegentlige døvstumme. I saa Henseende var Danmark ved Lovgivningens og Regeringens Bestræbelser blevet et Mønsterland, idet hele Undervisningen her var bleven sat i System. Vi havde i Fredericia en Forberedelsesskole, hvor der et Aar undervistes i Thalemethoden. Herfra sendtes Børnene til forskellige Instituter, af hvilke der i alt fandtes syv, hvert med sin særegne Opgave. En saadan ordning af Forholdene, Henvisning af Eleverne til forskellige Instituter efter Begavelse, kendte man kun i Danmark.

     Hva de forskellige Methoder angik, vakte Talemethoden sædvanlig mest Forundring. Begyndelsen hermed var simpel. Man stillede Barnet tæt op for sig og frembragte en af de mest elementære Lyde. Snart lykkedes det da at sætte Barnets Stemmebaand i Bevægelse, og det vanskeligste Arbejde var da at bringe en ren og brugbar Stemme frem. Der var i Danmark ca. 400 døvstumme, af hvilke ca. 300 undervistes efter Talemethoden. Omtrent en Femtedel undervistes efter Haandalfabetet. Dette var en Slags Luftskrift med en Hurtighed af 8 Bogstaver i Sekunset. Denne Hurtighed kunde stige til 11 i Sekundet. Til Sammenligning hermed var Talehurtigheden 12-16 Bogstaver i Sekundet. Efter Foredragsholderens Erfaring kunde der frembringes ligesaa stor Varme og Livlighed ved Haandalfabetet som ved Tale, og hver Bevægelse i Lærerens Ansigtstræk afspejler sig hos Eleven. Haandalfabetet var meget hurtig lært, og det var at anbefale saa mange som mulig at lære det, idet de døvstummes Glæde altid var stor, naar de traf Folk, der kunde forstaa dem. Den tredje Methode, Tegnsproget, var et Sprog fuldstændig for sig selv, mer forskelligt fra dansk end kinesisk, men det havde den store Fordel, at det var et universelt Sprog. Indianerne benyttede ligeledes et Tegnsprog, og der var ingen Tvivl om, at en Person, der herhjemme var undervist i Tegnsproget, meget let vilde kunde gøre sig forstaaelig for dem.

     Uforstaaeligt syntes det mange, hvorledes man først traadte i Forbindelse med Barnet. Var Forbindelsen først bragt tilveje, var det lettere forklarligt, at en Undervisning kunde komme i Stand. Men Sagen var, at ethvert Barn, der bragtes til Anstalten, iforvejen havde sit eget Tegnsprog, som det da kun gjaldt om at komme efter, for at Læreren kunde træde i Forbindelse med og gøre sig forstaaelig for Barnet.

     Lærerstanden vilde kunde gavne Døvstummesagen meget. For det første vilde Læreren sædvanlig vide, om der fandtes døvstumme i Sognet. Var dette Tilfælde, burde de gøre Anmeldelse derom, for at det ikke skulde gentage sig, hvad en Gang var hændet, at der i et Sogn fandtes en døvstumn pige, der var bleven 15 Aar gammel, inden der blev gjort Anmeldelse derom. Taleevnen burde søges holdt vedlige af Forældrene saavidt mulig. Der var stor Forskel paa, om Barnet havde en Rest af Taleevnen tilbage, eller om den saa at sige skulde graves frem, naar Barnet kom paa Intitutet.

     I selve Undervisningstiden var det næppe heldigt at lade den døvstumme gaa i Skole. Thi Barnet vilde derved let, da det ikke kunde følge med de andre, vænnes til at drive. Forsøge paa at faa Barnet til at tale, maate Læreren aldrig, thi derved fremkaldtes let en hæslig, uskøn Stemme, som det var meget vanskeligt senere at fjærne. Et smukt Hverv kunde Læreren øve ved at tage sig af de Børn, der kom tilbage fra Døvstummeinstitutet, for at Barnet ikke af Generthed eller ved andres Ligegyldighed skulde glemme den Tale, det her havde lært, og Institutets store Arbejde derved fuldstændig spildes.

     Tegnsproget yndedes i høj Grad af de døvstumme, og sædvanligvis tilsidesatte de saavel Haandalfabetet som Talesproget for dette.

     Taleren sluttede med at udtale Ønsket om, at mange vilde sætte sig ind i Meddelelsesmethoderne, det vilde da hyppig blive dem til Glæde og Velsignelse. (Sterkt Bifald.)

     Forstander Keller mente, at der ved det foregaaende Foredrag ikke var taget tilstrækkelig Hensyn til Talemethoden, for meget til Haandalfabetet. Med Talemethoden forsøgte man at lære Børnene at aflæse Ordene af andre Folks Læber. Denne Aflæsning, paa hvilken Methoden var bygget, voldte meget Vanskelighed, dels fordi de forskellige Mennesker udtaler Vokaler og Konsonanter forskelligt, dels fordi Folk undertiden talte med sammenknebne Mundvige. Derfor vilde Taleren lægge et godt Ord for denne Methode, og for, at man taalmodig søgte, naar Barnet vendte tilbage fra Institutet, at opretholde hos Barnet, hva det havde lært.

Skoletidende, 27. mars 1890

Forhandlingerne ved det sjette nordiske skolemøtet, utgitt i 1891, året etter at Malling-Hansen døde

Inspektør Hjalmar Keller,1864-1906, senere forstander ved Det Kongelige Døvstummeinstitutt i Fredericia, refererte Malling-Hansens foredrag i den offiselle beretningen fra lærermøtet. Foto. Det Kongelige Bibliotek

Ordstyrer ved møtet der Malling-Hansen holdt sitt foredrag var cand. mag. Peter Christiansen Voss, d. 1909, skolebestyrer ved Aars og Voss's latin- og realskole i Kristiania(Oslo)

Foredragsholderen ved ettermiddagsmøtet, fredag, 8. august 1890: Rasmus Malling-Hansen. Foto: privat

Mødet Kl. 12

Ordstyrer: Skolebestyrer P. Voss.

Æmne:  O m  D ø v s t u m m e u n d e r v i s n i n g e n.

(Refereret af Inspektør Hj. Keller efter de af afdøde Pastor Malling-Hansen efterladte Hovedmomenter til Foredraget.)

     Foredragsholderen, Pastor, Forstander  M a l l i n g – H a n s e n, Kjøbenhavn, havde med Glæde grebet denne Lejlighed til at udbrede Kundskab om de døvstumme og deres Liv, særlig da han her vilde faa med en Forsamling at gøre, der stod mer end almindelig forstaaende over for den Klasse af Mennesker, hvis Abnormitet var den ovenfor nævnte. Det laa ogsaa udenfor enhver Tvivl, at Lærerstanden, der udgjorde Sognenes aandelige Centrer, maatte være det Forum, gennem hvilket Befolkningen sikrest og lettes paavirkedes til forstandig og interesseret Omgang med de døvstumme. Lærerne vilde saaledes – uden stor Ulejlighed – kunde støtte Fagmændene betydelig i deres Bestræbelser for at opretholde og udvikle de i Instituterne opnaaede Resultater og derved bidrage deres til at gøre de døvstummes bestandig noget isolerede Stilling taaleligere og mer tilfredsstillende.

     Taleren gikk dærnest over til at omtale de mærkelige Misforstaaelser, der – selv indenfor den dannede Klasse – lagde sig for Dagen, naar Talen faldt paa døvstumme og Aarsagen til deres Abnormitet. Som illustrerende Eksempel herpaa fremdrog Taleren forskellige, til Dels selvoplevede Tilfælde. Han omtalte blant andet, hvorledes et par Damer, der paa en Spadsertur mødte Institutets Elever, hensattes i en glædelig Forbavselse ved at opdage, at Børnene var i Besiddelse af Ører, medens andre ved at passere Blindeinstitutet lige saa glædeligt overraskedes over de formentlig døvstummes musikalske Præstationer.

     Skønt Taleren ikke betvivlede, at Størstedelen af Forsamlingen fuldt du var paa det rene med, hva der i Almindelighed forstodes ved Døvstumhed, vilde han dog for at rydde enhver Misforstaaelse til Side begynde sit Foredrag med en bestemt Definition af, hva der indenfor Fagmændenes Kreds opfattedes som gaaende ind under dette Begreb.

     D ø v s t u m  er for det første enhver, der – fordi han er døv – tillige er stum, men faglig henføres tillige under dette Begreb den, der paa Grund af mengelfuld Hørelse ikke kan undervises i almindelige Skoler.

     Man skelner derfor bestemt mellem to Arter af Døvstumhed, nemlig mellem de egentlige og de uegentlige døvstumme. Til den sidste Klasse henregnes alle de, der ere i Besiddelse af Tale- eller Hørerester, og til den første alle andre. Til Sinkerne indenfor Almueskolen svare de saakaldte aandssløve-døvstumme og endelig findes der døvstumme, der med deres Mangel paa Hørelse forene Idioti.

     Her i Danmark have vi allerede længe haft den store Fordel, at der kan ydes alle døvstumme Undervisning, idet Forældre ved Lov ere tvungne til at indsende deres i denne Retning abnorme Børn til Undervisningsanstalterne, med andre Ord: Døvstummeundervisningen har – siden 1817 – været underkastet Statskontrol og været udstrakt til Landets samtlige døvstumme – Idioterne dog undtagne. Denne store Fordel har Danmark haft fremfor de fleste andre Lande, ligesom det i Motsætning til, hva gennemgaaende er Tilfældet andetsteds, har været i Stand til at sondre de døvstumme efter deres forskellige Udviklingstrin i forskellige Anstalter, en Fornstaltning, der – om end ikke absolut nødvendig for de døvstummes Undervisning – dog i højeste Grad fremmer og letter denne. Efter de sidste organisatoriske Forbedringer ville i Fremtiden alle otteaarige døvstumme, saavel egentlige som uegentlige, aarligt i September blive indkaldte til Statens Institut i Fredericia. Efter her i det første Aar at være blevne underkastede en omhyggelig Prøve deles de i 4 Grupper, hvoraf den ene – samtlige uegentlige døvstumme – afgaar, for Tiden til den Kellerske Anstalt i Kjøbenhavn, fra 1ste September 1891 til den kgl. Døvstummeskole i Nyborg. Resten – de egentlige – deles saa i 3 Grupper efter Begavelsen, de to bedst begavede Trediedele forblive i Fredericia, hvor de undervises i 2 særskilte Skoler, medens den slettest begavede Trediedel afgaar til det kgl. Instutut i Kjøbenhavn. Fra samtlige Grupper udskilles endvidere de aandssløve, der optages i en særlig for disse Børn beregnet Anstalt i Kjøbenhavn.

     Den døvstummes naturlige Sprog, det, han skaber sig selv, er Tegnet, og dette i Familien utviklede naturlige Tegnsprog muliggør og skaber en aandelig Forbindelse mellem den døvstumme og Hjemmet, der er af uvurderlig Betydning for ham. Hvert Barn medbringer til Institutet sit delvis ejendommelige Sprog, og det er rørende at se, med hvor smaa Midler meget kan udtrykkes, og hvor let og simpelt en Samtale mellem Forældre og Børn skaffer sig Udtryk gennem dette Sprog. Taleren anførte forskellige Eksempler fra Børnenes Optagelse paa Institutet som Bevis herfor.

     Da den døvstumme saaledes, hvor Livet er hans eneste Læremester, som Udtryk for sit aandelige Liv og til dettes Udvikling tager sin Tilflugt til Tegnet og af dette skaber sig sit Sprog, maatte det jo paa Døvstummeundervisningens første Stadier falde af sig selv, at dette den døvstummes eget Sprog blev anset for den nødvendige og eneste naturlige Udviklingsbasis og som saadan blev benyttet ogsaa af de kunstige Læremestre, i hvis vanskelige Lod det var faldet at afløse og supplere Barnets hidtil selvgjorte og naturlige Meddelelsesmiddel. Da dette Sprog imidlertid ved den kunstige Udvikling, det paa denne maade modtog, blev mere vilkaarligt og tilfældigt, jo stærkere det udvikledes, og derved mistede sin umiddelbare Forstaaelighed, tabte det sin Betydning for Forholdet mellem de døvstumme og Omverdenen, d . v. s. sin delvise Berettigelse. Da Tegnsproget saaledes ikke umiddelbart kunde benyttes til Brug ved den døvstummes Omgang med den hørende, gjaldt det om at bibringe den døvstumme Forstaaelsen og Brugen af den hørendes Sprog, da man ikke turde haabe paa, at det omvendte vilde ske. Og da endvidere Tegnsproget i sin grammatiske Bygning fjernede sig ikke ubetydelig fra vort Sprog og som følge heraf ikkun daarligt kunde benyttes som Oversættelsesbasis til dette, emanciperede Anstalterne sig efterhaanden fra Tegnet og valgte at sætte Eleverne i Besiddelse af Omverdenens Sprog, idet man som eneste Hjælpemiddel hertil anvendte den umidddelbare Anskuelse.

     De Organer, af hvis fuldstændige Brugbarhed Frembringelsen af Lydene afhænger, pleje hos de døvstumme ikke end hos normale Mennesker at være beskadigede. Man har derfor – og med Held – hos de døvstumme forsøgt at fremlokke de Lyde, paa hvilke vort hele Talesprog hviler, og man har saaledes sat dem i Stand til at tilegne sig vort Talesprog og mundlig at udtrykke deres Tanker og Følelser. Taleren paaviste nærmere, hvorledes Eleverne ved Hjælp af Synet og Følelsen bleve bragte til at efterligne de af Lærerne udtalte Lyde.

     Den Metode, der hviler paa ovennævnte Princip, benævnes Talemetoden og anvendes for Tiden her i Danmark paa det overvejende Flertal af de døvstumme, nemlig paa c. ¾. Til Undervisning af Resten, hvis aandelige Udvikling man ikke tiltror Spændighed nok til, at de med nævneværdigt Resultat ville kunne benytte denne Metode, der i Virkeligheden ikke stiller faa Fordringer til Eleverne, har man med Held anvendt en Fremgangsmaade, hvor et til vort Lydalfabet fuldstændig svarende Fingeralfabet erstatter dette. Denne Metode, som benævnes Fingeralfabet- eller Skriftmetoden, ejer den den store Fordel, at Aflæsning er særdeles hurtig lært, ligesom den maa anses for at være langt hurtigere og sikrere end Aflæsning fra Munden. Begge disse Metoder dække i Henseende til Sprogutviklingen fuldstændig hinanden og ere kun forskellige, hva Midlerne angaa, og de benævnes derfor i Modsætning til de gamle Metoder, hvor Tegnets Anvendelse i Undervisningen helt eller delvis var tilladt, ”rene” Metoder.

     Men skønt der saaledes fra Fagmændenes Side gøres alt for at udrydde og bekæmpe Elevernes Anvendelse af Tegnsproget, vil dette dog aldrig fuldstændig lykkes, idet de døvstumme med stor Forkærlighed hænge ved dette deres eget Sprog; det vedbliver bestandig at være deres kæreste Meddelelsesmiddel indbyrdes, og de synes selv ikke at have Øjnene aabne for deres eget Sprogs Underlegenhed i Sammenligning med de hørendes, hvilket sidste de ofte gøre sig lystige over. Taleren nævnede adskillige Eksempler herpaa; saaledes omtalte han, hvorledes en døvstum Haandværkssvend, der havde fartet Europa rundt, priste sit Tegnsprog som i Stand til overalt at gøre ham forstaaet, medens hvert enkelt Land ellers havde sit, fra de andres forskellige Sprog. Selv i Konstantinopel, hvor ingen havde haft mindste Begreb om, hva hans Skriftsprog betød, havde han slaaet sig godt igennem med Tegnene; særlig havde disse knyttet en inderlig Forbindelse mellem ham og en stakkels Neger, hvis Sprog jo heller ikke hørte til de almindeligvis i Skolerne lærte og derfor ikke var ham til stor Nytte i de fremmede Land.

     Efter dernæst nærmere at have omtalt og forklaret en Del Tegn samt fortalt flere karakteristiske og underholdende Smaabegivenheder i Tegnsproget gikk Taleren over til nærmere at indskærpe Lærerstanden, hvad denne kunde gøre for at støtte og fremme Døvstummesagen samt at mildne og oplive de døvstummes hele Stilling i Livet.

     Først vilde han bede Lærerne hver i sit Sogn at arbejde for, at Børnene i rette Tid optoges paa de Lister, der aarlig skulde indsendes til det kgl. Døvstummeinstitut i Kjøbenhavn. Taleren nævnede flere Eksempler paa, hvorledes enkelte Børns Ankomst paa Anstalterne var forsinket mange Aar, fordi man havde forsømt at gøre Indberetning om dem. Derpaa bad han Lærerne om at tage sig lidt af de døvstumme Smaabørn, inden de indsendtes til Anstalterne – hvilket jo først skete i 8 Aars Alderen – ved at lade dem besøge Skolerne og beskæftige dem der, for at de ikke skulle sidde ørkesløse i Hjemmet. Og naar Børnene saa efter endt Indervisning atter vendte tilbage til Hjemmene, da gjaldt det om at hjælpe dem til Rette med Forældrene, sørge for, at disse talte til dem, gav sig af med dem og med Taalmodighed og Interesse hørte paa, hva der laa dem paa Hjerte. Her kunde Lærerne atter gøre saare meget ved at træde hjælpende til og gøre Foreldrene opmærksomme paa, hvor stor Betydning det havde for Børnenes aandelige Udvikling, om deres Sprog stadig blev plejet. Vidste man blot, hvor meget man kunde glæde den døvstumme ved at give sig af med ham og ved med Venlighed at komme ham i Møde, vilde man sikkert tiere og villigere gøre dette, end det desværre nu oftere er Tilfældet. Her var det, at man turde haabe paa Lærernes Bistand, og hvis disses Interesse gennem dette Foredrag var vakt saa meget, at den vilde give sig Udslag i ovenomtalte Retning, kunde Taleren ikke have ønsket sig et bedre praktisk Resultat af de Ord, han i Dag havde henvendt til Lærerstanden. (Stærkt Bifald).

     Inspektør H j.  K e l l e r, Kjøbenhavn, takkede Pastor Malling-Hansen for hans interessante og oplysende Foredrag. Dog mente han, at Indlederen ikke tilstrækkelig havde fremhævet Talemetoden, men havde dvælet vel meget ved Haandalfabetet og særlig ved Tegnene. Der laa efter Talerens mening en vis fare i saa stærkt at fremdrage disse tegn og i at interessere Folk saa meget for Brugen af dem, nu da bægge de Metoder, der for Tiden anvendes indenfor de Danske Anstalter, ganske havde udelukket dem fra Undervisningen og havde sat sig til Maal saa vidt som mulig at emancipere Eleverne fra dem. Talemetoden indtog for Tiden den dominerende Stilling indenfor Døvstummeundervisningen, og en stærkere Fremhævelse og Udvikling af dens Ejendommeligheder og Betydning vilde derfor have været paa sin Plads i Indledningsforedraget. Det var sikkert kun en Forglemmelse. Naar Pastor Malling-Hansen helt havde forbigaaet Aflæsningen fra Læberne, der dog, hvor der gaves en Fremstilling af Talemetoden, lige saa vel som Artikulationen havde Krav paa at nævnes, især da det var den, der stillede de væsentligste Fordringer til den døvstummes Omgivelser og nødvendiggjorde de fleste Vink til disse. Taleren udviklede nærmere, paa hvilken Basis denne Aflæsning hvilede, og hva der vansleiggjorde den. Gennem Erfaringen og de foreliggende Resultater var det imidlertid bevist, at de døvstumme – eller i alt Fald en Del af dem – til Trods for de i Sagens Natur bundende Vanskeligheder kunde opdrages til ved Hjælp af denne Aflæsning at skabe sig et forholdsvis let og naturlig Middel til at sætte sig i Forbindelse med de Omgivelser, deres daglige Liv og Stilling bragte dem i Berøring med, og højere turde Talemetodens Venner i al Almindelighed endnu ikke sætte Maalet. Taleren gjorde dernæst opmærksom paa, hvorledes Hjemmene i denne og i andre Retninger kunde og maatte forberedes til Omgang med de døvstumme. I anledning af Indlederens Beskrivelse af Fremgangsmaaden ved Artikulationen frygtede han for, at Hjemmene ved denne Beskrivelse let kunde fristes til selv at udvikle Stemmen; men dette vilde ganske sikkert ikke gavne Børnene og maatte derfor bestemt fraraades. Taleren sluttede med at fremhæve, hvor uheldig Mangelen af Hørelse kunde indvirke paa Børnenes moralske Udvikling, og hva der i Almindelighed kunde gøres herimod. Særlig advarede han mod en enkelt, af Børnenes Abnormitet i og for sig forklarlig, men derfor ikke mindre forkastelig Følge, nemlig den store Forkælelse, der som Regel blev dem til Del i Hjemmene. Denne Forkælelse affødte nemlig ofte slette Egenskaber, saasom Havesyge og Herskesyge, der kunde have alvorlige Følger for Børnenes hele Liv og i alt Fald gjorde det meget vansleigt for dem at gaa over fra Hjemmet til Livet i Institutet og i det hele taget skabte dem mange Ubehageligheder, som man kunde have undgaaet, naar man havde givet dem en fornuftig Opdragelse.

     Efter en kort Replikk af  I n d l e d e r e n  hævede  O r d s t y r e r e n  Mødet med en Tak til Pastor Malling-Hansen og Inspektør Keller.

Interiør fra National, der Malling-Hansen holdt sitt foredrag. Foto: Det Kongelige Bibliotek

Over: Det ble rapportert i Illustrerert Tidende at stemningen ved den avsluttende "sexaen" var usedvanlig god. Sannsynligvis var Rasmus Malling-Hansen og hans hustru, Anna, tilstede ved denne festen. Tegning fra Illustreret Tidende

Til høyre ses et utsnittet fra kartet som fulgte det offisielle programmet. Døvstumme- og Blindeinstituttet er tegnet med svart. Legg også merke til Garnison kirkegård, der Malling-Hansen ble begravet. Gravmonumentet ble imidlertid i 1947 flyttet til Instituttet, der det står den dag i dag

Avsluttende kommentar

At man valgte nettopp Rasmus Malling-Hansen til å holde dette foredraget om døvstummeundervisningen i Danmark, hadde sine spesielle grunner. Malling-Hansen hadde på dette tidspunktet arbeidet i mer enn 25 år som døvstummelærer og forstander, og mer enn noen annen hadde han satt sitt preg på organiseringen av den danske døvstummeundervisningen.

De som ansatte Malling-Hansen som forstander ved instituttet i København i en så ung alder - bare 30 år gammel - må ha forstått at de hadde med en usedvanlig begavet mann å gjøre. Og Malling-Hansen var ikke den som slo seg til ro med at alt skulle foregå etter gamle tradisjoner. Han oppdaget ganske raskt det uhensiktsmessige i at det eksisterte både private og offentlige døvstummeskoler som "konkurrerte" om de samme elevene, og som opptok elevene uten noe spesielt system eller noen tanker på barnas meget ulike grad av hørselshemming og kognitive evner. I København lå også den private døvstummeskolen, de Kellerske Anstalter, og etter initiativ fra forstander Johan Keller og forstander Malling-Hansen innførtes i 1867 "den danske deling", en oppdeling av de døvstumme i ulike katekorier etter deres evner - i uegentlige og egentlige døvstumme. Keller og Malling-Hansen fordelte de ulike kategoriene mellom de to instituttene, og dermed var det aller første skrittet tatt for å kunne gi de døvstumme i Danmark opplæring etter ulike metoder, som var tilpasset deres læringsevner.

Malling-Hansen var godt orientert om de ulike metodene for undervisning av døvstumme - han hadde selv besøkt de fleste instituttene i Europa. I motsetning til mange andre, var han ikke en innbitt motstander av alt nytt, men han var heller ikke tilhenger av å forkaste alt det gamle fordi en ny metode var på moten. Malling-Hansen så godt at både den gamle tegnmetoden og den mer moderne talemetoden hadde sin berettigelse, og kunne fungere godt for ulike elever. Allerede i 1872 kunne deltagerne ved Abnormeskolemøtet i København det året overvære en eksaminasjon ved Malling-Hansen av hans avgangsklasse, som han hadde lært opp kun ved å anvende talemetoden. Men ellers behersket han selvfølgelig også tegnmetoden, og hans tegnspråk ble beskrevet som usedvanlig elegant og lettforståelig av hans samtidige.

I 1880, også denne gangen etter initiativ fra Malling-Hansen, kom neste avgjørende trinn i utviklingen av døveundervisningen i Danmark. Det nye instituttet i Fredericia ble bygget, etter forslag fra Malling-Hansen, og han fikk også innsatt en svoren tilhenger av talemetoden, sin gode venn, tidligere lærer ved instituttet i København, Georg Jørgensen, som forstander. Tanken var at Fredericia-instituttet utelukkende skulle undervise de uegentlige døvstumme etter talemetoden. Selv fortsatte Malling-Hansen som forstander i København, hvor de egentlig døvstumme fremdeles ble undervist etter tegnmetoden.

Så, i 1890, ble det siste skrittet tatt i Malling-Hansens levetid, som fullendte Malling-Hansens visjon om en døvstummeundervisning satt i system og styrt etter en felles overordnet plan. Malling-Hansen deltok i en offentlig nedsatt kommisjon, som hadde som mandat å utarbeide et forslag til denne felles overordnede planen. Han og forstander ved Fredericia, Georg Jørgensen var de drivende kreftene i kommisjonen, og Malling-Hansen førte kommisjonens endelige forslag i pennen, et forslag som ble vedtatt uten store endringer. Nå ble også de Kellerske Anstalter overtatt av staten, samtidig som det ble vedtatt bygget enda et institutt, i Nyborg, og en ordning ble etablert, der alle døvstumme barn først ble tatt opp til en forskole ved instituttet i Fredricia, hvor de gjennomgikk en grundig prøving for å finne deres funksjonsnivå, og de ble deretter sendt til det instituttet som kunne gi dem den beste undervisning, basert på de metoder som var vest tilpasset elevgruppen. 

Når man leser de gamle pedagiske referater fra denne perioden, må man passe på å ikke forskrekkes over de begrepene som brukes for å betegne ulike funksjonshemminger. Betegnelser på ulike grupper av mennesker har det ved seg, at de gjerne etter en tid får et innhold som ikke samsvarer med den opprinnelige betydningen, og som medfører at gruppen føer seg stigmatisert. Uttrykk som abnorm, idiot og åndssløv var således opprinnelig ganske nøytrale betegnelser som var helt nødvendige for å kunne klassifisere elevene. Man må vokte seg vel for å bruke nåtidens briller når man leser, for da kan man komme til å tillegge datidens pedagoger holdninger de overhode ikke hadde. Malling-Hansen og de andre pedagogene fra det 19. århundre var sanne pionerer og menneskevenner, som sørget for at meget dårlig stilte barn, som tidligere hadde vansmektet, bortgjemte og stukket unna i skam, endelig fikk leve et menneskeverdig liv, med opplæring og undervisning. Og betegnelser som idiot og åndssløv ble ikke brukt i nedsettende betydning, slik de vil bli oppfattet i dag.

For oss som forsker i livet til Rasmus Malling-Hansen gjør det godt å tenke på at denne store reformatoren innen et lite fag fikk lov til å holde dette foredraget for nordens lærere helt på tampen av sitt liv. Det hjertevarme og kjærlige mennesket Malling-Hansen hadde viet hele sin yrkeskarriere til arbeidet for de døvstumme, og hans hjerte banket varmt for døvstummesaken. Selv om referatene av hans foredrag kun nevner noen få av de historiene Malling-Hansen krydret sitt foredrag med, synes jeg likevel at hans personlighet skinner gjennom - den varme faderskikkelsen, alltid med et øye for det humoristiske og den morsomme hendelsen, dyktig til å illustrere sine poeng med hendelser fra dagliglivet - som holdt forsamlingen i ånde med sitt vidd og sine talegaver og gjorde foredraget til en uforglemmelig opplevelse for de tilstedeværende.

Oslo, 08.12.07

Sverre Avnskog